Indretmedstil.dk

Borddækning – Sådan dækker du et flot bord

Skal du holde middag, og vil du gerne imponere dine gæster med en flot borddækning? Et flot dækket bord vil udstråle, at du har gjort noget ekstra ud af middagen, og det vil ofte være det første, at dine gæster lægger mærke til. Faktisk kan du nemt skabe en flot borddækning ved hjælp af få elementer.

Forkæl dine gæster med en flot broddækning

Borddækning

Mangler du inspiration til en flot borddækning, kan du med fordel læse med lige her. Nedenfor har vi samlet fire bud på en flot og veldækket borddækning. Desuden kan du læse, hvordan du dækker et bord korrekt.

01 – Den klassiske borddækning

En klassisk borddækning er meget stilren. Borddækningen bør dækkes i hvide farver, mens service og bestik er i den enkle stil. Faktisk bør maden være i centrum, hvilket betyder, at service og dekoration ikke må stjæle opmærksomheden.

02 – Den nordiske borddækning

Hvis du drømmer om en nordisk borddækning, skal du dække bordet med fokus på enkle farver, lyse toner og naturlige materialer. For at opnå den nordiske stil, kan du for eksempel bruge træ, læder og keramik. Dæk eventuelt bordet med tallerkener i keramik, en dækkeserviet i læder i en lys tone og pynt med lysestager i træ som dekoration. Hertil kan du også få naturen ind ved at dekorere med årstidens blomster, grene eller blade.

03 – Den rustikke borddækning

Den rustikke borddækning er karakteriseret ved nedtonede jordfarver og naturlige materialer, hvilket for eksempel kunne være grønne grene. For at opnå den rustikke stil kan du bruge gamle glasflasker til både blomster og lys – gerne i forskellige størrelser og i en mørk farve. Desuden kan du dække op med bestik i guld.

04 – Den farverige borddækning

En farverig borddækning skaber harmoni. Du bør vælge en dekorativ farve til at dekorere dit bord, som du lader gå igen i valg af dug, servietter og dekoration. Det er en god idé, at farven er tydelig i disse valg, mens din service er i en neutral tone.

Pinterest er et supergodt sted at hente inspiration til flot opdækning

Tallerkener i den rigtige rækkefølge

Når du skal dække et bord, er det vigtigt, at du placerer middagstallerkenen nederst og dernæst frokosttallerkenen. Hvis du for eksempel vælger at servere suppe til forret, skal den dybe tallerken stå øverst.

I hvilken rækkefølge skal glassene stå?

Glassene skal placeres over tallerkenen således, at gæsterne starter fra højre og bevæger sig mod venstre. Vandglasset skal stå yderst til højre efterfulgt af hvidvinsglas, rødvinsglas og til sidst dessertglas. Du bør stille rødvinsglasset midt for tallerkenen, da det skaber en lige linje på bordet.

Hvordan skal bestikket placeres?

Bestikket skal placeres, så gæsterne begynder udefra og bevæger sig ind, som retterne bliver serveret. Gaflerne skal ligge til venstre og knive til højre, mens bestikket til desserten skal ligge over tallerkenen. Hvis du lægger både en kagegaffel og en dessertske, skal gaflen ligge nederst med skaftet til højre, mens skeen skal ligge øverst og pege mod venstre. Skal du for eksempel bruge en ske til forret, skal du placere den yderst til højre ved siden af kniven.

Pynt et flot bord

En flot borddækning kræver en eller anden form for bordpynt. Der er mange gode idéer til en nem bordpynt. Du kan for eksempel udsmykke dit bord med servietter i hør, levende lys, blomster eller grene, da det skaber en hyggelig stemning. Det kan være en god idé at få naturen ind, så årstiden sætter sit præg på borddækningen. Det kan for eksempel være gran på julebordet eller påskeliljer til påskebordet, som du måske selv har plukket.